Øjenlåg

Øjenlågslidelser

De øjenlågslidelser vi ser flest af, er tunge øjenlåg, tunge øjenbryn, indadvendte øjenlåg, udadvendte øjenlåg og hudforandringer på øjenlåg som både godartede og maligne øjenlågstumorer.  Det kan f.eks være haglkorn (chalazion), vorter (papillomer) og hudkræft (basalcellecarcinom)

Tunge øjenlåg (blefarochalasis)

Hvis man lider af tunge øjenlåg kan dette fjernes ved en øjenlågsoperation. Her fjerner man vha. kirurgi overskydende hud fra øjenlåget. Den overskydende hud kan genere patienten med nedsat syn til følge, en tyngende fornemmelse i øjnene og i regionen omkring, som kan medføre en kompensatorisk spænding i øjenbryn og pande. Umiddelbart  efter operationen vil man se en positiv effekt på de nævnte symptomer og i de fleste tilfælde vil de tidligere gener være helt forsvundet. Operationen foretages ambulant og i lokalbedøvelse. 

Indadvendte øjenlåg (entropion)

Hvis man lider af indadvendte øjenlåg, så er det fordi der er opstået en fejlretning af øjenlågene. Hvis øjenlågene vipper indad, så vil øjenæblet blive generet af øjenvipperne, som kradser øjenæblet hver gang man blinker. Dette er en tilstand som man skal tage alvorligt, for hornhinden kan blive beskadiget, og der kan udvikles hornhindebetændelse. De typiske symptomer er tåreflod, irritation, kronisk rødme og en fornemmelse af at der er et fremmedlegeme i øjet. En operation er ambulant i lokalbedøvelse, og man vil opleve en forbedring umiddelbart efter indgrebet.

Udadvendte øjenlåg (ectropion)

Når man lider af udadvendte øjenlåg så vil øjenlåget vippe udad og væk fra øjet, i en form for udadgående krængning. Årsagen kan være at der er opstået en slaphed i bindevæv og sener i det nedre øjenlåg, men årsagen kan også stamme fra evt. ardannelse i huden under det nedre øjenlåg, som dermed giver et træk udad.

Symptomerne er typisk tåreflod, irritation og rødmen, og disse symptomer ses ofte i det nedre øjenlåg. Under undersøgelsen vil man forsøge at identificere om årsagen til det udadvendte øjenlåg er slaphed, eller ardannelse. Herefter kan laves en kirurgisk korrektion af fejlstillingen. Indgrebet er ambulant og i lokalbedøvelse, og de fleste patienter oplever en forbedret tilstand umiddelbart efter operationen.  

Hudforandringer på øjenlåg.

Øjenlågene er faktisk ganske almindeligt hud, og derfor vil vi kunne se de samme hudlidelser på øjenlågene som på resten af kroppen. De hudforandringer vi ser flest af kendes med fagtermerne seborrhorisk keratose, papillomer, xantalasmata, basalcelle carcinomer osv. Det vi oftest ser kunne man også kalde for små gevækster, små hudflapper, men eksem og lignende tilstande er heller ikke ualmindeligt.

Hudforandringer kan behandles med kirurgi og behandlingen er ambulant og i lokalbedøvelse.

Bygkorn/Haglkorn (Chalazion)

I øjenlågene sidder en række små kirtler (bl.a. meibomske kirtler) der producerer en vigtig bestanddel af tårevæsken. I nogle tilfælde kan en af de små kirtler stoppe til, så sekretet ikke kan komme ud på overfladen. Der vil derfor ske en ophobning af sekret, og vil dannes en lille bule i øjenlåget. I nogle tilfælde forsvinder problemet hurtigt uden behandling, men i andre tilfælde kan “bulen” i øjenlåget ses i månedsvis.

Den bedste behandling er varme og massage i flere minutter. Varmen gør sekretet mere flydende, så det herefter kan masseres ud. Der kan benyttes en lun vaskeklud eller noget andet der holder varmen i flere minutter. Et simpelt trick er at koge et æg og pakke det ind i et viskestykke.

Øjendråber virker kun hvis der samtidig er en infektion.

Haglkorn der varer i ugevis behandles med en lille operation hvor sekretet skrabes ud. Operationen er ambulant og i lokalbedøvelse