Efterstær

Hvad er efterstær ?

Måneder til nogle år efter at du har fået foretaget en grå stær operation, kan tilstanden efterstær opstå. Den kunstige linse som er blevet indsat i øjet er omkranset af en tynd kapsel, og denne kapsel kan blive uklar. Denne tilstand benævnes efterstær og hvis du lider af dette vil de typiske symptomer være synsnedsættelse og blænding.

Symptomer

Efterstær minder om grå stær i forhold til symptomerne. Du vil opleve gradvis forringelse af dit syn, konturer vil blive svagere og evnen til at stille skarpt med øjet forringes også. Lysfølsomhed og ringere afstandsbedømmelse kan også være symptomer på efterstær. 

Behandling

Efterstær kan behandles smertefrit med laserbehandling, ved brug af en såkaldt YAG-laser. Indgrebet tager kun 5 min, og øjet lokalbedøves med dråber inden. Laseren laver en lille åbning på linsekapslens bagside, og kan derefter nemt fjerne de celler der gør synet sløret. De fleste oplever, at synet er hurtigt tilbage på samme niveau som efter grå stær operationen.